Jyske Øldage - 2004
0 kommentarerDanske Ølentusiaster afholdte d. 22-24 Oktober Jyske Øldage i Kolding. Skummer.com var selvfølgelig til stede og fik smagt 80 øl hver.
Idag er det lørdag. Men ikke hvilken som helst lørdag. Idag er det lørdagen hvor jeg sammen med Skummer.com skal til ølfestival i Kolding. Et event som jeg har taget fri for arbejde for at komme til. Jeg har glædet mig til øjeblikket i næsten 5 måneder, og idag om 3 timer skal jeg endelig opleve det.

Vi skal mødes på Vojens banegård, og Ebbe og Jeg er der et godt stykke tid før toget ankommer. Da vi sidder og snakker om hvad vi skal hen og prøve så tiltaler en mand os og spørger om vi også skal til ølfestivallen, hvilket vi selvfølgelig bekræfter. Manden fortæller om at han har været der igår og sagde at vi skulle glæde os(!). Vi er begge en smule nervøse. Hvilket også er grunden til at vi ringer til Joppe og fortæller ham at toget kommer om 2 minutter. Joppe kommer precist lige før toget ankommer.
Da vi ankommer til Kolding banegård begynder vi at gå i retning mod Park Hallen. Jeg bliver mere og mere nervøs da jeg ser en Pedigree øl-flaske stå på fortovet. 'Vi må være på rette vej', fniser Ebbe. Og han havde ret, der lå forskellige ølflasker rundt omkring og en strøm af store mænd i sort tøj bevægede sig hen mod det der lignede en hal.
Vi ankommer til Park Hallen, og finder fumlende vores billetter frem. Vi fik hver udleveret 13 poletter, et DØE(Danske Øl-Entusiaster)-glas og en guide. Vi går stille ind i hallen hvor et syn, som guderne må have skabt, møder os og vi står lammet hen og småsavler over ufattelig mange øl og glade mennesker. Vi prøver i vores lammelse at finde en garderobe. Da vi efter 15 minutter endelig finder garderoben (der stort set var ved siden af os) går vi igang med at finde ud af hvor vi skal starte med at smage på Øllen, hvilket viste sig at være lettere sagt end gjort. På festivallen var der omtrent 700 forskellige øl og 50 forskellige typer øl, så det var svært at finde 1 øl man skulle starte på.

Da vi gik rundt imellem alle standerne blev vi hurtige enige om at dette måtte være hvordan paradis måtte se ud. Og jeg kunne pludselig forstå hvorfor de gamle ægyptere tilbad ølguderne. Men endelig kom vi til en stander jeg havde glædet mig meget til: Ørbæk Bryggeri, og det blev vores første stander. Derefter var det ikke så svært at finde ud af hvad man skulle smage, det var meget sværere at holde styr på hvilke øl de forskellige folk havde anbefalet, så listen over øl der skulle smages blev uendelig lang. Men der var nogle øl der har fortjent en særkommentar på grund af en god smag eller bare fordi de er specielle:
Castle Brewery, Østrig: Samichlaus
Barley Wine - 14 %
Øllen kendt som verdens stærkeste lager øl var et af de store samtale emner blandt folk til festivallen på grund af dens helt unikke smag. Og øllen skuffede heller ikke da man først fik smagt den. Øllen der kun brygges 1 dag om året (6 December), der er én af verdens mest udsøgte øl faldt ikke helt i min smag, men var en helt unik oplevelse. Ebbe syntes at den var ok, mens joppe heller ikke var så vild med den. Se vores Anmeldelser i Ølarkivet
Traquair: House Ale & Jacobite Ale
7.2% & 8%
Begge øl kom fra et lille sortiment ved stander 12, der kun havde 3 øl. Men begge øl var fantastiske. Mørke krydrede ale, meget overraskende og overbevisende.
Stander 2:
Belhaven: Robert Burns
Ale - 4.5%
Lækker øl der fortjener en plads i denne artiklen på grund af dens fænomenale smag. I det generelle var stander 2 en af mine favoritter. Masser af øl fra Storbritanien.

Young's: Winter Warmer
Ale 5.0%
En super god juleøl fra Youngs, som Ebbe var helt vild med. Den havde en meget kraftig smag der fader ud i en dejlig eftersmag.
Harvey & Son: Imperial Extra Double Stout & Elizabethian ale
Stout & Barleywine - 9% & 8.1%
2 geniale øl. Imperial som er HELT unik, meget stærk smag der sætter ganen på prøve. Skal prøves. Elizabethian, navnet skal kunne udtales før man får skænket af denne unikke øl. Men vi fik lov alligevel, og det var én af festivallens bedste oplevelser. Skal prøves!
Jeg kunne blive ved med at skrive om de specielle øl, men alle vores anmeldelser kan ses i ølarkivet.
Til sidst skal DØE have meget ros for afholdningen af Festivallen der var en helt speciel oplevelse, og jeg glæder mig til næste års festival. DØE skal ligeledes have ros for at afholde røgfri søndag, det gjorde ølsmagningen til den bedste ølsmagning mulig.